Børnene kan være hos os fra de er 3 til de bliver næsten voksne. Dette betyder naturligvis, at vi kommer til at kende hver enkelt familie rigtig godt. Det er berigende i sig selv, men gør også samarbejdet lettere til gavn for vores "fælles" børn. Vi behøver ikke pakke tingene ind, for vi er trygge ved hinanden.
For børnene er der mulighed for "lette overgange" fra børnehave til fritidshjem. De kender jo allerede de voksne i resten af huset og har samtidig mulighed for lige at kigge til deres gamle stue. Inden skift til en ny afdeling er der mulighed for at komme mere og mere på besøg ligesom også fritidshjemspersonalet kommer mere og mere på banen i forhold til de kommende skolebørn. Fra 1. marts flyttes børnehavebørnene til fritidshjemmet, hvilket betyder en langt lettere overgang. Børnene skal ikke skifte til både skole og fritidshjem på én gang.
Børnehaven har fået ekstra midler fra Familiestyrelsen frem til efteråret 2021. Dette betyder, at vi har ekstra personaletimer, hvilket kommer alle børn til gode. Er der særlige behov har vi mulighed for at arbejde i meget små grupper.
Yderligere samarbejde
Er der behov for yderlige hjælp har vi mulighed for, i samråd med forældrene, at indstille til PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning).
En gang hveranden måned har børnehaverne mulighed for, på et tværfagligt møde (med deltagelse af en psykolog, en talepædagog, en familierådgiver samt en sundhedsplejerske) at drøfte et eller flere børn. Dette sker naturligvis også kun med forældrenes accept og meget gerne med forældrenes deltagelse. Her får vi vejledning i forhold til konkrete problematikker og hjælp til at vurdere, om der eventuelt skal søges anden hjælp.
For personalet i fritidshjemmet gælder ligeledes, at det øgede kendskab, der er til børnene fra de er små, er til glæde og gavn. Der er allerede fælles oplevelser og tryghed. For personalet i børnehaven betyder det meget, at de kan blive ved med at følge børnene og deres udvikling.
For forældrene har det ofte stor værdi, at de ikke behøver starte helt forfra med deres historie ved et skift.
I lokalområdet (og også udenfor) er der fokus på gode overleveringer til gavn for alle, -børn, forældre og personale. Det betyder, at også tilflyttere fra andre institutioner bliver sikret så god en start hos os som muligt.
I forhold til Nørrevangsskolen, som er den skole, de fleste af vore børn går på/kommer til at gå på, er der gennem mange år opbygget et solidt og positivt samarbejde. Siden 2010 har det været sådan, at der i 15 lektioner om ugen er en pædagog fra fritidshjemmet tilknyttet indskolingen på Nørrevangsskolen.
I 2008 startede vi, sammen med skolen og områdets øvrige fritidshjem samt Solgården, et Familieklasseprojekt, hvor eleverne sammen med deres forældre kan deltage i familieklassen i et 12-ugers forløb.
Af andre samarbejdspartnere kan for ungdomsklubbens vedkommende nævnes lokalområdets øvrige klubtilbud.
Også samarbejdet i SSP-regi (Skole, Socialforvaltning og Politi) er givende.
I det hele taget er der et fantastisk samarbejde i området.